700 praksisser får adgang til dansk bygget AI-journalassistent
People's Doctor og Voresklinik indgår samarbejde – dansk, sikker og gratis løsning er nu tilgængelig for medlemmerne
København, 4/2-2026
AI i sundhedssektoren er nutid. Men ét spørgsmål forbliver ubesvaret: Hvor ender patienternes data – og hvem får adgang til dem?
Nu indgår andelsforeningen Voresklinik og den danske AI-platform People’s Doctor et samarbejde, der leverer sikker AI-dokumentation til foreningens 700+ medlemsklinikker.
“Vores medlemmer skal have adgang til værktøjer, der både er sikre og økonomisk tilgængelige. Dette samarbejde leverer begge dele,” siger Rikke Krintel Ravn, direktør i Voresklinik.
Sikkerhed som udgangspunkt
People’s Doctor er blandt de få AI-løsninger på det danske marked med ISAE 3000-certificering, revideret af BDO. Al data hostes i EU og forbliver lokalt. Patientdata anvendes aldrig til AI-træning og sendes aldrig til store internationale AI-udbydere.
Fra dokumentation til klinikdrift
People’s Doctor tilbyder AI-dokumentation samt overblik over arbejdsbelastning, bookingmønstre, fakturering og patientopfølgning.
“Vi har bygget det værktøj, vi selv manglede som praktiserende læger,” siger Lars Kensmark, stifter og CEO i People’s Doctor.
Gratis AI-dokumentation – halv pris på premium
People’s Doctor tilbyder AI-journalassistenten gratis til alle danske læger. Permanent. Uden binding.
“Alle klinikker skal have adgang til AI-dokumentation, der lever op til GDPR og AI Act. Det er et sikkerhedsspørgsmål – ikke en luksusvare,” siger Lars Kensmark.
Den udvidede klinikdrift-platform koster normalt 699 kr. pr. bruger pr. måned. Vores Kliniks medlemmer får 50% rabat – og betaler kun 349 kr. pr. bruger pr. måned.
Voresklinik forhandler favorable aftaler på vegne af 700+ danske læger og sikrer adgang til løsninger, der understøtter både daglig drift og langsigtet bæredygtighed.
Ambition om at sætte ny standard
“Glade medarbejdere skaber bedre patientoplevelser. Det forudsætter effektive værktøjer og tryg databehandling. Vores ambition er at levere begge dele,” siger Carl Brandt, bestyrelsesformand i People’s Doctor og praktiserende læge.
Om Voresklinik
Non-profit andelsforening for praktiserende læger med 700+ medlemsklinikker. Gør det nemt og trygt at drive selvstændig lægepraksis.
Om People’s Doctor
Dansk AI-platform grundlagt af 50 læger. Gratis AI-dokumentation og premium klinikdrift-værktøjer med fuld GDPR- og AI Act-compliance. ISAE 3000-certificeret og revideret af BDO. Hovedkontor i Faaborg.